Er SEMAward inhabilt?

Inhabil ifølge ordnet.dk: Uegnet til at behandle en bestemt sag pga. personlige interesser, følelser eller forudfattede meninger.

SEMAward.dk er en hjemmeside, som ‘‘honorer godt indhold på nettet indenfor online markedsføring”. Domænet er registreret af Rasmus Himmelstrup fra SEOanalyst.dk.

Hvert år finder 8 dommere artikler indenfor 12 kategorier.

De 8 dommere

Casper Blom: Nomineret i kategorien e-handel.

Frank Hellerup Madsen: Nomineret for 3 artikler i kategorien SEO.

Frederik Trovatten: Nomineret i kategorierne SEO og e-handel.

Grosen Friis: Ikke nomineret.

Jacob Kildebogaard: Nomineret 2 gange indenfor kategorierne PPC og analytics.

Michael Lykke Aagaard: Nomineret 2 gange indenfor kategorien copywriting og en gang indenfor podcasts and screencasts.

Morten Vadskær: Nomineret i kategorien social media og 2 gange indenfor testing A/B og multivariable.

Rasmus Himmelstrup: Nomineret 2 gange indenfor SEO, 1 gang indenfor link building, 2 gange indenfor local search, 1 gang indenfor blogs og blogging og 1 gang indenfor analytics.

Ud af 8 dommere er 7 af dem nomineret.

 

Inhabil?

Rasmus Himmelstrup skriver under ”Om SEMAward”: ”SEMAwards formål er at hylde bloggere og deres fantastiske artikler og blogposter.”. Rasmus er dommer og nomineret for 7 artikler. Han er den person, der er nomineret for flest artikler – overhovedet.

Er SEMAward inhabilt? Hvad synes du?

Comments

  1. Ved ikke, om et event kan være inhabilt – det er vel noget, der tilfalder personer. At de fleste af personerne så er inhabile i forhold til at dømme – det er en helt anden sag.

    Det kan godt være, at de ikke kan stemme på deres egne indlæg, men halvdelen af dem har jo også gang i fælles projekter eller gæsteblogger hos hinanden, så jeg synes i høj grad, at man kan sætte spørgsmålstegn både ved de nominerede blogindlæg samt dommerstanden.

    Det mest fair havde været at finde en række kompetente og respekterede folk fra branchen, der enten ikke selv er aktive bloggere eller som frasiger sig retten til at deltage.

    Alternativt kunne man, som Brian Brandt foreslog på Twitter, have valgt at give menigmand muligheden for at nominere indlæg i stedet for.

  2. Mikael Rieck says:

    Jeg er helt enig Andreas, men sådan var det også sidste år og det vil nok også være det de kommende år.

    Jeg tror problemet ligger i, at mængden af kompetente mennesker indenfor hvert område er relativt begrænset og derfor bliver det svært at finde nok gode indlæg hvis de kompetente dommeres egne ikke må være med.

    /Mikael

    • Rune Risom says:

      @Mikael: Hvis skaren af kvalificerede mennesker er så begrænset kan det diskuteres om det overhovedet har nogen relevans at have en award :)

    • @Mikael det ville blive løst ved at fjerne dommerstanden og lave et nomineringssystem i stedet for så det blev demokratisk. Og nu skal det ikke lyde mavesurt, fordi vi ikke selv har opnået nogen nomineringer hos IIH, men alle de større bureauers blogindlæg er så vidt jeg kan se stort set udeladt, og der er altså også ret meget kvalitet på de blogs i ny og næ.

  3. Ja, det er rigtigt. Men jeg synes faktisk der mangler en del gode indlæg. Det burde være muligt for alle at nominere indlæg. Så ville man også komme til at stifte beskendtskab med andre end top 10 indenfor online markedsføring.

    • Mikael Rieck says:

      Men er vi så ikke bare over i en slags “Anyhed” variation? Ikke at der er noget galt med det, men så bliver det bare efter min mening lidt ligegyldigt. Så handler det jo kun om hvem der er bedst til at få andre til at stemme på sig selv? (Ikke at det er meget anderledes lige nu…)

  4. Det har jeg ikke tænkt over men i såfald er jeg bare endnu mere stolt over nomineringen. :-)

  5. Vi laver da bare vores eget award show, Andreas ;) Og så endda offline… Vi kan nok ikke lave om på “netværksafstemninger” og rygklapperi, men vi kan forsøge at rent faktisk stable noget oprigtigt på benene ;)

  6. Jeg er enige i dine betragtninger. Det sender et uheldigt signal, hvis det skal opfattes som en uafhængig prisudeling.

  7. Ahh come on. Så må programmer der bliver sendt på TV2s mange sende flader heller ikke nomineres til Zulu Awards?
    Glæd jer nu over der er samlet nolge af de skarpeste artikler inden for områderne.
    Og når selv jeg er med – total rookie blogger – så har det da intet med rygklapperi at gøre. Der er da netop bredde på.
    At man så synes der så mangler nogen – jamen gør der ikke altid det?

    • Det er heller ikke nogen kritik, og jeg er virkelig glad for alle de artikler der bliver listed. Mange har jeg ikke selv læst, og jeg får helt sikkert lært noget. :-) . Men derfor kan jeg nu alligevel godt forstå Andreas’ indlæg, og pointen i det.

  8. Jimi Hove says:

    Hehe, ja det vidste jeg ikke engang, er så også pænt ligeglade med prisoverrækkelser, så jeg følger ikke rigtigt med på den front.

    Men tillykke til de ” heldige ” vindere. Det må komme som en overraskelse.. igen i år :)

    Nu har jeg ikke kigget det hele igennem, men har lige set de nominerede i seo kategorien, og at det her indlæg ikke er nomineret, er vel lidt pinligt, hvis du spørger mig ( også sat op i mod de andre , som jeg har læst )

    http://www.seoport.dk/online-reputation-management-guide/

    • Tak for den kommentar Jimi :)

      Jeg så, at der var en kategori for Reputation Management sidste år, så jeg havde faktisk håbet den havde en chance. Men ærgerligt at kategorien ikke eksisterer i år.

  9. Jimi Hove says:

    Lars :

    Til Zulu Awards er alle nominerede ikke dommere. Du må vel selv kunne se det ?

    Nå, men vel ikke nogen grund til at gøre noget linkbait, endnu mere attraktivt ;)

  10. Det er vel blot endnu en måde at selviscenesætte sig på (linkbait, smart markedsføring eller andre IM-betegnelser) – det mener jeg, som udgangspunkt, ikke at der er noget forkert i.

    Derimod, hvis uvidende brugere kommer forbi og opfatter det som en etableret og objektiv prisuddeling, baseret på uafhængige dommeres vurderinger, kan man vel tale om vildledning, hvis det kun er en sluttet kreds, der kommer i betragtning.

    • Et lille fact. Der er noget i retning af 30 forskellige personer nomineret på tværs af de forskellige kategorier, så vidt jeg lige kunne se. Så mere sluttet er kredsen af nominerede ikke.

      • Tjaeh. Mange af de nominerede er gode venner med dommerne. Faktisk tror jeg kun jeg kan pege på 5-6 personer, som ikke er direkte venner med en eller flere af dommerne.

        Når det er sagt, så er der nogle rigtig gode blogindlæg, og mange af nomineringerne forstår jeg godt.

      • Måske vil snakken om en sluttet kreds kunne undgås, hvis alle kunne nominere artikler, podcasts osv. – i stedet for at det var op til et sammensat dommerpanel.

        For at undgå “tynde” nomineringer (irrelevante nomineringer) kunne det gøres sådan, at en forudsætning for en nominering var, at artiklen, podcastet osv. fik mindst “x” antal stemmer inden, den gik fra at være kandidat til egentlig nomineret.

  11. Oxkjær says:

    Jeg ved ikke helt hvad jeg syntes om konceptet, hvis det skulle virke bare en lille smule seriøst, så skulle den “almindelige” bruger kunne komme med nomineringer. Jeg syntes, at der findes rigtig mange interessante mennesker i det her land, synd og skam de ikke får chancen for at komme lidt frem.

  12. Rasmus says:

    Hej Andreas.

    Tak for dit indlæg – jeg er ked af at du kalder SEMAward og dommerne inhabile.

    Der er skrevet rigtig mange rigtig gode indlæg på danske blogs i løbet af 2011. Mange af dem har jeg fundet. Jeg har dog ikke tid eller mulighed for at læse alle blogs, og derfor har jeg allieret mig med en række eksperter inden for hver deres felt – til at hjælpe mig med at finde yderligere blogs. De eksperter er selv bloggere – og skriver nogle af de bedste artikler i Danmark – og derfor skal de selvfølgelig også med i en nominering. Jeg har ikke nomineret et eneste af mine egne indlæg.

    De er dommere i den forstand, at de hjælper med at finde gode blogs, men det er som bekendt op til alle, at stemme på en vinder.

    Hvis du læser under FAQ på SEMAward – står der klart og tydeligt at du kan blive dommer ved at kontakte sitet direkte. På samme side står der ligeledes, at man ikke kan kigge alle danske blogs igennem. Det kan ganske simpelt ikke lade sig gøre. Vi ville gerne have alle kandidater med, men det er der for mange muligheder til. Der er mange andre kategorier, man også kunne have medtaget. Det er dermed heller ikke kun en “sluttet kreds” der kommer i betragtning. Ved at have flere forskellige personer til at finde de respektive blogs – bør de valgte også blive mere nuancerede.

    Sidste år – til SEMAward 2010 – var der en række personer, der ytrede sig på samme måde som du. Det er selvfølgelig beklageligt – og dengang opfordrede jeg alle til at melde sig som dommere til SEMAward 2011. Ikke én har vendt tilbage. Du er – lige som alle mulige andre velkommen til at bidrage med artikler til 2012 versionen, hvis der skulle komme en sådan.

    Jeg har på intet tidspunkt haft et ønske om at træde nogle over tæerne eller undlade nogle specifikke personer eller blogs.

    Man kunne have udviklet sitet på en anden måde og det kan meget vel ske på et tidspunkt. Det blev ikke valget denne gang.

    Jeg håber, at du – og alle andre – får mulighed for at se og læse nogle af de rigtige gode blogs i år i Danmark på semaward.dk. Det er det absolutte hovedformål med sitet. Hvorvidt du har lyst til at stemme, er helt op til dig.

  13. Mikael Rieck says:

    Egentligt interessant, at ingen endnu har kommenteret på hvorvidt denne artikels ene formål er at skabe en debat? Det en måske ikke direkte linkbait, men det er tæt på ;)

    Kan ikke huske hvem der lavede samme nummer sidste år, men der virkede det også glimrende :o )

    • Man kan også diskutere om SEMAwards ene formål er link bait. Hvis man ser det fra et link bait perspektiv, så er det SEMAward gør jo genialt. Dommerne har stærke profiler på nettet, og deres artikler bliver nomineret, så de twitter og linker en helt masse til artiklerne, så folk ved hvor de skal gå hen og stemme. De andre nominerede gør det samme.

      Jeg synes det er mere mærkeligt at der endnu ikke er nogen der har skrevet ”Du er bare sur, fordi du ikke selv blev nomineret!!!” :=)

  14. Jeg morer mig kosteligt over den såkaldte Semaward – det mener mig mest af alt om et af de små bokseforbund som ingen rigtig tager seriøst. Men det holder dem jo ikke tilbage fra at have en verdensmester i hver vægtklasse – godt nok ikke nogen andre kender – men dog en verdensmester. De har også både boksere, dommmere og promoterer der trækkes rundt i den samme ring.

    Om det så handler om e-handel eller andre tiltag – så er et dommerpanel bestående af folk der selv er nomineret hylende morsomt – ærgerligt der ikke er en “årets joke” så kunne de have nomineret sig selv der også.

    (Synes der er fine blogindlæg imellem – men så svært er det jo heller ikke at have vandtætte skodder mellem dommere og nominerede).

  15. Inhabilt… det ved jeg ikke helt, men synes da det er en god måde at samle nogle rigtig gode artikler på ét sted. At man så promovere sig selv lidt i takt med det, synes jeg er OK :)

  16. Ha ha – det er først nu, at det går op for mig, at jeg er blandt “dommerne” i år.

    Jeg sendte bare et par forslag ind – ligesom en hver anden person kunne have gjort (måske skal man bare følge bedre med i, hvad der sker i blogging-miljøet). Jeg foreslog bl.a. et par artikler fra bureauet brokommunikation – de artikler er kommet med…

    Jeg foreslår at alle, der er sure på SEMAward, melder sig som “dommer” til SEMAward 2012 allerede nu. Så får I al den indflydelse I vil have ;-)

    - Michael

    • Det er konceptet jeg er imod – ikke dommerne. 8 travle mennesker kan ikke læse alle danske blogindlæg om online markedsføring. Derfor burde det laves på en anden måde. F.eks. ved at lave et system, hvor alle kan sætte indlæg til nominering, og så vinder det indlæg, som har fået flest stemmer indenfor den pågældende kategori.

      Som flere andre også skriver, så mangler der virkelig nogle indlæg. Bl.a. SEOports blogindlæg om reputation management.

  17. Ask Hybel says:

    Jeg har en artikel nomineret i kategorien Social Media, men kender ikke en eneste af dommerne – udover at de jo er ret meget om sig online. Så er konklusionen at SEMAward er helt og aldeles indspist, så er jeg bare endnu mere glad for min nominering :)

    Spøg til side, det er da tydeligt at der er lidt rygklapperi bag. Men sådan er det jo med priser, mere skal man vist ikke ligge i det. Synes det er fedt arbejde der er gjort, og har faktisk fundet er par ret gode artikler jeg ellers ikke var stødt på. Det er fedt.

  18. Ulrik says:

    Glimrende observation. Jeg er helt enig. Men det er jo udtryk for et generelt “problem” i branchen. Der er en lille håndfuld SEO-eksperter i branchen, som gør uhyre meget for at klappe hinanden på ryggen, hver gang de får muligheden.

    Jeg giver heller ikke specielt meget for den her award. Et dommerpanel skal som udgangspunkt være fuldstændig upartisk, hvis resultatet skal være troværdigt, og det kan man langt fra sige er tilfældet her.

  19. Halfdan Timm says:

    Well done, Andreas. Dén havde jeg slet ikke spottet.

    Men jeg tror stadig problemet hænger sammen med – som der også bliver skrevet i starten – at det er begrænset med kompetente personer til kategori. Jeg synes faktisk idéen med SEMAwards er glimrende, og jeg tror også, at det kan blive en succes om nogle år, hvis der bliver holdt fast fra stifternes side.

    Jeg kan ikke se, hvordan SEMAwards kunne have gjort anderledes. At de mest engagerede mennesker både er de, der topper deres kategori og samtidigt er dommere, kan sagtens anses som værende et nødvendigt onde.

Speak Your Mind

*

Skal vi samarbejde om dit projekt?

Send en mail til kontakt@linde-media.dk eller ring 29 88 90 82

Kontakt os